Overfor DR Nyheder svarer Lars Løkke Rasmussen nu på spørgsmål om, hvorfor han tidligere har nægtet udbetalte diæter fra GGGI for 8784,50 kroner i 2012.
- Jeg har ikke fået nogen udbetalinger fra GGGI overhovedet i det sidste skatteår. Al udbetaling, jeg har fået fra GGGI, er efter 1. januar 2013. Det er i indeværende skatteår.
Sådan sagde Lars Løkke Rasmussen på det historisk lange pressemøde den 20. oktober.
Efterfølgende kom det frem i Berlingske, at Lars Løkke Rasmussen ifølge GGGI fik udbetalt diæter for 8784,50 kroner i 2012.
Nu forklarer han overfor DR Nyheder, hvorfor han tidligere nægtede de udbetalte diæter.
- Når jeg svarede, som jeg gjorde, så er det fordi, det er efter min bedste erindring. Sådan jeg husker det, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg har været helt åben overfor de diæter jeg har fået. Jeg har først fået penge fra GGGI i 2013. Uanset om jeg så skulle have husket forkert, siger Lars Løkke Rasmussen oven på kritikken.
Se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen om diæterne fra GGGI for 8784,50 kroner i 2012, i videoen i toppen af artiklen.
Copyright | Danmarks Radio (DR)