Mere end 100 benyttede sig af muligheden for at sende en hilsen til familie og venner på Grønland under optagelserne til årets 'Julehilsen til Grønland'.
I 84 år har DR sendt julehilsner til Grønland. Det hele begyndte den 18. december 1932 kl. 23.00, hvor statsminister Thorvald Stauning holdt en kort tale og sendte hilsner til grønlandske og danske lyttere i Grønland. Og efter at RadioUnderholdningsorkestret, som det hed dengang, havde spillet et par sange, sendte private her i landet personlige hilsner gennem radioen til pårørende, grønlændere og danskere i Grønland.
Det var det første af en lang række DR-programmer med titlen 'Julehilsen til Grønland'. Siden 1984 har udsendelsen været sendt på TV og nu sender vi også hilsner her på på dr.dk. Da 'Julehilsen til Grønland' i år blev optaget i Musikkens Hus i Aalborg, fik publikum mulighed for at sende en hilsen tværs over Atlanten til venner og familie i Grønland. Det var der mere end 100, der benyttede sig af.
Se de mange hilsnerne i videoen.
'Julehilsen til Grønland' sendes på DR1 søndag den 18. december kl. 20.00.
LINKS \ https://www.dr.dk/nyheder/kultur/vi-savner-dig-mor-se-alle-julehilsenerne-til-groenland
Copyright | Danmarks Radio (DR)